Pinsebevægelsen er en række vækkelsesbevægelser inden for de kristne menigheder og kirkesamfund, der opstod i 1900-tallet. Et fællestræk er karismatiske fænomener som tungetale, åndsdåb og helbredelse ved bøn, som de er skildret på pinsedagen (Ap.G., kap.2) og i de ældste menigheder (1.Kor., kap. 12 og 14).